Det har regnet det
meste af natten, men det var tørvejr til morgen. Til gengæld havde
de lovet regn noget af dagen, så vi skulle ikke ud og bestige bjerge
i dag.
I stedet valgte vi
at køre de ca 40 km til slottet Neuschwanstein, der måske er en af
Tysklands mest besøgte attraktioner, og muligvis inspiration til
Disneys eventyrslotte (gætværk).
Slottet er bygget af Ludwig II i slutningen af 1800-tallet. Han var en vild fan af middelalderen, så hans nye slot skulle bygges og indrettes i den stil, dog med diverse, for den tid, moderne faciliteter, som fx koldt og varmt rindende vand.
Vi havde forventet
en turistmagnet, og forventningerne blev til fulde indfriet.
Vi droppede hurtigt
den 40 minutter lange kø for at få billetter til at komme ind på
slottet, og valgte istedet an “nøjes” med gåturen op til
slottet ind gennem skoven. Vi fulgtes med mange andre nationaliteter,
også folk helt fra Kina iført noget helt andet tøj en os, meget
finere end vores vandretøj.
Oppe ved slottet
kunne vi komme ind i de forreste borggårde uden billet, og så var
det også det.
Det er jo et
relativt nyt slot, så egentlig lidt for pænt, og under renovation.
Men imponerende er det da, og tydeligt at Ludwig ikke manglede
midler!
Da vi ikke kunne
komme indenfor (fordi vi ikke gad at stå i kø) har vi købt en
lille souvinir så vi kan se hvordan der ser ud inde i slottet. Og vi
må sige, at hvis øjne kan få tinitus, så ville de få det
derinde… Der er sør’me ikke sparet på udsmykningen.
Slottet er bygget
ved en kløft, og lidt ovenfor slottet er der bygget en bro højt
oppe over kløften og det vandfald der er i kløften. Broen hedder
Marienbrücke. Den skulle vi selvfølgelig også lige have med. Flot
er det, når man får møvet sig frem til rækværket.
Vejret var jo ikke
det allerbedste, støvregn+ som ikke krævede regntøj, men alligevel
havde vi fået rigeligt af indtryk og vi gik retur til bilen.
På vejen hjem kørte
vi forbi Murnau, der er en større by ca 15 km fra Oberammergau, så
den var målet for vores frokost. Der er ikke meget at se på i
Murnau ud over 3 kirker og en fin gågade, med udsigt til bjergene i
den ende ende, som en statue af Jomfru Maria og Jesus foran den ene
kirke har flot udsigt til.
Efter frokost
(italiensk – det var næsten ikke til at finde noget andet) og en
gåtur op og ned ad gågaden, vendte vi næsen hjem til teltet.
Vi provianterede
lidt aftensmad på vejen hjem, og har brugt resten af dagen på at
dase, skrive dagbog og vaske tøj.
Som vanen byder
skulle vi ud og gå en god tur i området vi bor i første dag. Og
her er der jo rig lejlighed for at lade sig inspirere. Vi har købt
Premium abonnement på Outdooractive app der har en hjemmeside
sprængfyldt med turforslag i alle sværhedsgrader og længder, i
alle mulige områder. Så den bliver brugt når vi har et sted vi
gerne vil gå.
Og denne dag var
stedet bjerget Kofel, hvis top vi kan se fra campingpladsen, og hvis
top er udstyret med et stort kors. Det er iøvrigt ikke ualmindeligt
at støde på krusifixer eller madonnafigurer alle mulige steder –
vi har en samling billeder, som måske lidt senere på ferien bliver
til en Intermezzo. Under alle omstændigheder, så er folkene hernede
noget mere religiøst anlagte end vi er…
Tilbage til sporet
for dagens indlæg…
Som sagt, Kofel er
et 1342 m højt bjerg iAmmergauer Alperne (Ammergau hedder dalen hvor
floden Ammer løber), og den tur vi havde valgt var 8,6 km lang og
berammet til 3 timer og 42 minutter. Men i bjergene er distancen jo
ikke det væsentlige, det er højdemeterne. Og denne tur har en
stigning på 633 m – og ca 80% af disse kommer inden for de første
2 km.
Altså endnu en gang
opad, opad og opad lige fra starten – næsten, vi skulle jo lige
hen til turens startpunkt først, så der var lidt opvarmning på en
lille km inden det gik løs.
Og der er jo noget
ved bjerge! De er dæl’me fine at se på, og her i området meget
skovbeklædte med enkelte klipper der stikker op imellem træerne.
Men de er dæl’me også stejle at gå op ad – i hvert fald nogle
steder.
Vi var jo lidt
tidligt ude (det sker helt automatisk når man vågner kl 6, fordi
man går i seng kl. 9), så i starten af turen mødte vi næsten
ingen. Men lidt oppe ad “bakken” måtte vi flere gange lade 20-30
år yngre og hurtigere folk passere, men det var bare kærkomne (for
een af os) chancer for at holde et lille hvil.
Som sagt var turen
til toppen kun ca 2 km med 600 højdemeters stigning, så det gik i
zigzag op ad bjerget. Et sted blev det (for een af os) noget af en
udfordring, da vi skulle gå henover et “sten-fald” hvor hvide
sten i knytnævestørrelse og mindre var skredet ned ad bjerget.
Stien var ikke fast, så man sank lidt i når man tog et skridt. Og
det er jo i sig selv ikke uhyggeligt, men når det er kombineret med
at det foregår på tværs af en skråning der falder stejlt, så er
det fa’me uhyggeligt (for een af os). Men, vi kom over og efter at
have sundet os lidt gik vi videre opad af en helt fin sti, der dog
nogle steder var meget smal og med stejlt fald til den ene side.
Og endelig var vi
ved en skillevej på et lille plateau i skove, hvor stien enten gik
de sidste 30 højdemeter til Gipfel (toppen) eller videre ind i
skoven. Så mens en af og ventede gik den anden op til toppen.
Grunden til at en af os måtte vente “nede” var, at en del af
turen til toppen foregik på sikrede klatrestier. Det betyder at der
er spændt reb/wire ud, som kan kan holde i når man scrambler sig
opad (at scramble betyder at man ikke klatrer men heller ikke går,
det er en kombi, hvor man går og bruger hænderne også).
Turen til toppen var
varm, stejl og der var mange mennesker på stien. Men det var det
hele værd, for udsigten var utrolig smuk.
Neden for toppen gik ventetiden primært med at irriteres over en flok amerikanske kvinder der var nået op, og snakkede uafbrudt – nu var der ellers lige så stille… Vi mødte samme turister igen senere på turen, og de snakkede stadig! (husk lyd)
Fra Kofel gik vi
videre hen imod Kolbensattel, der er en anden top i området. Denne
del af turen foregik langs en højdelinje, så det var fantastisk
endelig at kunne gå lidt til. Kun afbrudt af et par steder, hvor der
enten var bygget sti med bjælker, eller hvor hjørnet i et zigzag
var skredet lidt sammen eller mudret, så det var lidt udfordrende at
komme forbi. Ikke farligt, bare lidt udfordrende.
På et tidspunkt kom
vi igen til en skillevej, hvor vi kunne fortsætte helt over til
Kolbensattel eller gå ned i byen. Og da vi havde brugt en del timer
allerede (og vi var begyndt at blive sultne), så vi gik nedad – på
noget der enten var en vej eller underlaget til en ski-piste; det var
i hvert fald noget løst underlag så man skulle koncentrere sig. Og
når opadstigning er hård pga pulsen, så er nedadstigning hårdt
pga knæene og tæerne, man får i hvert fald brugt tåen i skoene!
På vej nedad kom vi
forbi lifterne, der om vinteren bruges til skiløbere og om sommeren
bruges til mountainbikere og tobogan-kørere (en slags kælk der
kører på skinner nedad bjerget).
Endelig nåede vi
byen, hvor vi fik os en sandwich inden det gik helt hjem til teltet.
Efter et tiltrængt
hvil og et mindst lige så tiltrængt bad, gik vi ned til byen for at
få os noget aftensmad. Det blev på Maxbräu, der er en ganske
udmærket restaurant i byen. Vi fik et bord på terrassen, og rigtig
dejlig mad (tatar og rejecocktail til forret og schweinshaxe og
grillet regnbueørred til hovedret). Da vi havde spist begyndte det
at dryppe (som de desværre havde lovet), så vi skyndte os hjem,
satte stolene op inde i teltet og åbnede en flaske vin, og så på
lyn og torden.
