Tag-arkiv: Murnau

Dag 10: Neuschwanstein

Torsdag d. 29/8-2019

Det har regnet det meste af natten, men det var tørvejr til morgen. Til gengæld havde de lovet regn noget af dagen, så vi skulle ikke ud og bestige bjerge i dag.

I stedet valgte vi at køre de ca 40 km til slottet Neuschwanstein, der måske er en af Tysklands mest besøgte attraktioner, og muligvis inspiration til Disneys eventyrslotte (gætværk).

Slottet er bygget af Ludwig II i slutningen af 1800-tallet. Han var en vild fan af middelalderen, så hans nye slot skulle bygges og indrettes i den stil, dog med diverse, for den tid, moderne faciliteter, som fx koldt og varmt rindende vand.

Vi havde forventet en turistmagnet, og forventningerne blev til fulde indfriet.

Vi droppede hurtigt den 40 minutter lange kø for at få billetter til at komme ind på slottet, og valgte istedet an “nøjes” med gåturen op til slottet ind gennem skoven. Vi fulgtes med mange andre nationaliteter, også folk helt fra Kina iført noget helt andet tøj en os, meget finere end vores vandretøj.

Oppe ved slottet kunne vi komme ind i de forreste borggårde uden billet, og så var det også det.

Det er jo et relativt nyt slot, så egentlig lidt for pænt, og under renovation. Men imponerende er det da, og tydeligt at Ludwig ikke manglede midler!

Da vi ikke kunne komme indenfor (fordi vi ikke gad at stå i kø) har vi købt en lille souvinir så vi kan se hvordan der ser ud inde i slottet. Og vi må sige, at hvis øjne kan få tinitus, så ville de få det derinde… Der er sør’me ikke sparet på udsmykningen.

Slottet er bygget ved en kløft, og lidt ovenfor slottet er der bygget en bro højt oppe over kløften og det vandfald der er i kløften. Broen hedder Marienbrücke. Den skulle vi selvfølgelig også lige have med. Flot er det, når man får møvet sig frem til rækværket.

Vejret var jo ikke det allerbedste, støvregn+ som ikke krævede regntøj, men alligevel havde vi fået rigeligt af indtryk og vi gik retur til bilen.

På vejen hjem kørte vi forbi Murnau, der er en større by ca 15 km fra Oberammergau, så den var målet for vores frokost. Der er ikke meget at se på i Murnau ud over 3 kirker og en fin gågade, med udsigt til bjergene i den ende ende, som en statue af Jomfru Maria og Jesus foran den ene kirke har flot udsigt til.

Efter frokost (italiensk – det var næsten ikke til at finde noget andet) og en gåtur op og ned ad gågaden, vendte vi næsen hjem til teltet.

Vi provianterede lidt aftensmad på vejen hjem, og har brugt resten af dagen på at dase, skrive dagbog og vaske tøj.