Fredag d. 30/8-2019
Endelig kom dagen hvor vi skulle besøge de oprindelige årsager til at ville besøge denne del af Tyskland: Partnachklamm og Zugspitze.
Partnachklamm er en smal kløft med stejle klippesider hvor floden fosser og vand løber ned i kløften fra skoven ovenover. Selve kløften er 700 meter lang og 80 meter høj, og der er lavet en sti og tunneller langs den ene side så det er muigt at gå der. Vandet er isblåt og helt klart, selvom det ikke syner sådan, for der er så meget fart på, at det larmer helt vildt! Og der er helt vildt flot! Hvis man er på disse kanter (Garmisch-Partenkirchen), så må man overhovedet ikke snyde sig selv for den oplevelse – et absolut must see, men gør jer selv den tjeste at komme tidligt (vi var der ca 8.30 og havde kløften nærmest for os selv, og da vi gik retur halvanden time senere mødte vi i hvert fald 100 mennesker på vej til kløften).
Vi havde jo selvfølgelig valgt en vandrerute, der gik gennem kløften og op ad den ene side og retur ovenfor kløften. Der kun ca 200 meter op, men de faldt på en kort distance, så vi prustede noget da vi kom op i lyset. Men vi kom op til et sceneri der kunne være sprunget ud af Sound of Music eller Heidi – bjælkehuse med sprængfyldte altankasser, grønne enge med køer eller geder udstyret med klokker, og blå himmel. Ren fryd for øjne og ører.
Men vi skulle jo ned til udgangspunktet, så det måtte jo gå nedad på et tidspunkt, og det gjorde det skam også – ad en lille og meget stejl serpentiner-bjergvej. Og her mødte vi selvfølgelig gammelmutter med to vandrestave på vej op – sejt!
Vi havde parkeret bilen ved det olympiske ski-stadion fra OL i 1936, og hvor de famøse nytårs-skihop foregår. De er godt tossede, dem der kaster sig ud i den sport…
Der er mange muligheder for at komme op til toppen af Zugspitze, som er Tysklands højeste bjerg med sine 2962 meter. Og det ligger på grænsen til Østrig, så den side af toppen er Tyskland og den anden er Østrig, så før Schengen-aftalen var der paskontrol på toppen.
Vi valgte at tage toget (som trækkes frem vha tandhjul) fra Garmisch-Partenkirchen til Zugspitzplatt, som er et plateau ca 400 højdemeter fra toppen. Det er efter sigende en af Europas højeste togbaner, hvor de sidste 4,8 km foregår i en tunnel (hvor der er en oplyst madonna-figur på midten). De sidste meter til toppen foregik med svævebane, i en stor kabine med plads til mange mennesker.
Selve toppen er nærmest en stor bygning i flere etager. Man kan komme ud på den “rigtige” top hvor der er et kors, hvis man tør og hvis man gider stå i kø. Men udsigten fejler ikke noget (når der ikke er skyer). Vi gik en runde og fandt ned til retur-svævebanen, som kører helt fra toppen til Eibsee i dalen – også i kæmpe-kabine med vindue i bunden.
Fra Eibsee tog vi toget tilbage til Garmisch-Partenkirchen, hvor vi gik en kort tur ud for at få lidt frokost.
Resten af dagen og aftenen blev tilbragt ved teltet.