Onsdag d. 28/8-2019

Som vanen byder skulle vi ud og gå en god tur i området vi bor i første dag. Og her er der jo rig lejlighed for at lade sig inspirere. Vi har købt Premium abonnement på Outdooractive app der har en hjemmeside sprængfyldt med turforslag i alle sværhedsgrader og længder, i alle mulige områder. Så den bliver brugt når vi har et sted vi gerne vil gå.

Og denne dag var stedet bjerget Kofel, hvis top vi kan se fra campingpladsen, og hvis top er udstyret med et stort kors. Det er iøvrigt ikke ualmindeligt at støde på krusifixer eller madonnafigurer alle mulige steder – vi har en samling billeder, som måske lidt senere på ferien bliver til en Intermezzo. Under alle omstændigheder, så er folkene hernede noget mere religiøst anlagte end vi er…

Tilbage til sporet for dagens indlæg…

Som sagt, Kofel er et 1342 m højt bjerg iAmmergauer Alperne (Ammergau hedder dalen hvor floden Ammer løber), og den tur vi havde valgt var 8,6 km lang og berammet til 3 timer og 42 minutter. Men i bjergene er distancen jo ikke det væsentlige, det er højdemeterne. Og denne tur har en stigning på 633 m – og ca 80% af disse kommer inden for de første 2 km.

Altså endnu en gang opad, opad og opad lige fra starten – næsten, vi skulle jo lige hen til turens startpunkt først, så der var lidt opvarmning på en lille km inden det gik løs.

Og der er jo noget ved bjerge! De er dæl’me fine at se på, og her i området meget skovbeklædte med enkelte klipper der stikker op imellem træerne. Men de er dæl’me også stejle at gå op ad – i hvert fald nogle steder.

Vi var jo lidt tidligt ude (det sker helt automatisk når man vågner kl 6, fordi man går i seng kl. 9), så i starten af turen mødte vi næsten ingen. Men lidt oppe ad “bakken” måtte vi flere gange lade 20-30 år yngre og hurtigere folk passere, men det var bare kærkomne (for een af os) chancer for at holde et lille hvil.

Som sagt var turen til toppen kun ca 2 km med 600 højdemeters stigning, så det gik i zigzag op ad bjerget. Et sted blev det (for een af os) noget af en udfordring, da vi skulle gå henover et “sten-fald” hvor hvide sten i knytnævestørrelse og mindre var skredet ned ad bjerget. Stien var ikke fast, så man sank lidt i når man tog et skridt. Og det er jo i sig selv ikke uhyggeligt, men når det er kombineret med at det foregår på tværs af en skråning der falder stejlt, så er det fa’me uhyggeligt (for een af os). Men, vi kom over og efter at have sundet os lidt gik vi videre opad af en helt fin sti, der dog nogle steder var meget smal og med stejlt fald til den ene side.

Og endelig var vi ved en skillevej på et lille plateau i skove, hvor stien enten gik de sidste 30 højdemeter til Gipfel (toppen) eller videre ind i skoven. Så mens en af og ventede gik den anden op til toppen. Grunden til at en af os måtte vente “nede” var, at en del af turen til toppen foregik på sikrede klatrestier. Det betyder at der er spændt reb/wire ud, som kan kan holde i når man scrambler sig opad (at scramble betyder at man ikke klatrer men heller ikke går, det er en kombi, hvor man går og bruger hænderne også).

Turen til toppen var varm, stejl og der var mange mennesker på stien. Men det var det hele værd, for udsigten var utrolig smuk.

Neden for toppen gik ventetiden primært med at irriteres over en flok amerikanske kvinder der var nået op, og snakkede uafbrudt – nu var der ellers lige så stille… Vi mødte samme turister igen senere på turen, og de snakkede stadig! (husk lyd)

Fra Kofel gik vi videre hen imod Kolbensattel, der er en anden top i området. Denne del af turen foregik langs en højdelinje, så det var fantastisk endelig at kunne gå lidt til. Kun afbrudt af et par steder, hvor der enten var bygget sti med bjælker, eller hvor hjørnet i et zigzag var skredet lidt sammen eller mudret, så det var lidt udfordrende at komme forbi. Ikke farligt, bare lidt udfordrende.

På et tidspunkt kom vi igen til en skillevej, hvor vi kunne fortsætte helt over til Kolbensattel eller gå ned i byen. Og da vi havde brugt en del timer allerede (og vi var begyndt at blive sultne), så vi gik nedad – på noget der enten var en vej eller underlaget til en ski-piste; det var i hvert fald noget løst underlag så man skulle koncentrere sig. Og når opadstigning er hård pga pulsen, så er nedadstigning hårdt pga knæene og tæerne, man får i hvert fald brugt tåen i skoene!

På vej nedad kom vi forbi lifterne, der om vinteren bruges til skiløbere og om sommeren bruges til mountainbikere og tobogan-kørere (en slags kælk der kører på skinner nedad bjerget).

Endelig nåede vi byen, hvor vi fik os en sandwich inden det gik helt hjem til teltet.

Efter et tiltrængt hvil og et mindst lige så tiltrængt bad, gik vi ned til byen for at få os noget aftensmad. Det blev på Maxbräu, der er en ganske udmærket restaurant i byen. Vi fik et bord på terrassen, og rigtig dejlig mad (tatar og rejecocktail til forret og schweinshaxe og grillet regnbueørred til hovedret). Da vi havde spist begyndte det at dryppe (som de desværre havde lovet), så vi skyndte os hjem, satte stolene op inde i teltet og åbnede en flaske vin, og så på lyn og torden.