Dag 11: Partnachklamm og Zugspitze

Fredag d. 30/8-2019

Endelig kom dagen hvor vi skulle besøge de oprindelige årsager til at ville besøge denne del af Tyskland: Partnachklamm og Zugspitze.

Partnachklamm er en smal kløft med stejle klippesider hvor floden fosser og vand løber ned i kløften fra skoven ovenover. Selve kløften er 700 meter lang og 80 meter høj, og der er lavet en sti og tunneller langs den ene side så det er muigt at gå der. Vandet er isblåt og helt klart, selvom det ikke syner sådan, for der er så meget fart på, at det larmer helt vildt! Og der er helt vildt flot! Hvis man er på disse kanter (Garmisch-Partenkirchen), så må man overhovedet ikke snyde sig selv for den oplevelse – et absolut must see, men gør jer selv den tjeste at komme tidligt (vi var der ca 8.30 og havde kløften nærmest for os selv, og da vi gik retur halvanden time senere mødte vi i hvert fald 100 mennesker på vej til kløften).

Vi havde jo selvfølgelig valgt en vandrerute, der gik gennem kløften og op ad den ene side og retur ovenfor kløften. Der kun ca 200 meter op, men de faldt på en kort distance, så vi prustede noget da vi kom op i lyset. Men vi kom op til et sceneri der kunne være sprunget ud af Sound of Music eller Heidi – bjælkehuse med sprængfyldte altankasser, grønne enge med køer eller geder udstyret med klokker, og blå himmel. Ren fryd for øjne og ører.

Men vi skulle jo ned til udgangspunktet, så det måtte jo gå nedad på et tidspunkt, og det gjorde det skam også – ad en lille og meget stejl serpentiner-bjergvej. Og her mødte vi selvfølgelig gammelmutter med to vandrestave på vej op – sejt!

Vi havde parkeret bilen ved det olympiske ski-stadion fra OL i 1936, og hvor de famøse nytårs-skihop foregår. De er godt tossede, dem der kaster sig ud i den sport…

Der er mange muligheder for at komme op til toppen af Zugspitze, som er Tysklands højeste bjerg med sine 2962 meter. Og det ligger på grænsen til Østrig, så den side af toppen er Tyskland og den anden er Østrig, så før Schengen-aftalen var der paskontrol på toppen.

Vi valgte at tage toget (som trækkes frem vha tandhjul) fra Garmisch-Partenkirchen til Zugspitzplatt, som er et plateau ca 400 højdemeter fra toppen. Det er efter sigende en af Europas højeste togbaner, hvor de sidste 4,8 km foregår i en tunnel (hvor der er en oplyst madonna-figur på midten). De sidste meter til toppen foregik med svævebane, i en stor kabine med plads til mange mennesker.

Selve toppen er nærmest en stor bygning i flere etager. Man kan komme ud på den “rigtige” top hvor der er et kors, hvis man tør og hvis man gider stå i kø. Men udsigten fejler ikke noget (når der ikke er skyer). Vi gik en runde og fandt ned til retur-svævebanen, som kører helt fra toppen til Eibsee i dalen – også i kæmpe-kabine med vindue i bunden.

Fra Eibsee tog vi toget tilbage til Garmisch-Partenkirchen, hvor vi gik en kort tur ud for at få lidt frokost.

Resten af dagen og aftenen blev tilbragt ved teltet.

Dag 10: Neuschwanstein

Torsdag d. 29/8-2019

Det har regnet det meste af natten, men det var tørvejr til morgen. Til gengæld havde de lovet regn noget af dagen, så vi skulle ikke ud og bestige bjerge i dag.

I stedet valgte vi at køre de ca 40 km til slottet Neuschwanstein, der måske er en af Tysklands mest besøgte attraktioner, og muligvis inspiration til Disneys eventyrslotte (gætværk).

Slottet er bygget af Ludwig II i slutningen af 1800-tallet. Han var en vild fan af middelalderen, så hans nye slot skulle bygges og indrettes i den stil, dog med diverse, for den tid, moderne faciliteter, som fx koldt og varmt rindende vand.

Vi havde forventet en turistmagnet, og forventningerne blev til fulde indfriet.

Vi droppede hurtigt den 40 minutter lange kø for at få billetter til at komme ind på slottet, og valgte istedet an “nøjes” med gåturen op til slottet ind gennem skoven. Vi fulgtes med mange andre nationaliteter, også folk helt fra Kina iført noget helt andet tøj en os, meget finere end vores vandretøj.

Oppe ved slottet kunne vi komme ind i de forreste borggårde uden billet, og så var det også det.

Det er jo et relativt nyt slot, så egentlig lidt for pænt, og under renovation. Men imponerende er det da, og tydeligt at Ludwig ikke manglede midler!

Da vi ikke kunne komme indenfor (fordi vi ikke gad at stå i kø) har vi købt en lille souvinir så vi kan se hvordan der ser ud inde i slottet. Og vi må sige, at hvis øjne kan få tinitus, så ville de få det derinde… Der er sør’me ikke sparet på udsmykningen.

Slottet er bygget ved en kløft, og lidt ovenfor slottet er der bygget en bro højt oppe over kløften og det vandfald der er i kløften. Broen hedder Marienbrücke. Den skulle vi selvfølgelig også lige have med. Flot er det, når man får møvet sig frem til rækværket.

Vejret var jo ikke det allerbedste, støvregn+ som ikke krævede regntøj, men alligevel havde vi fået rigeligt af indtryk og vi gik retur til bilen.

På vejen hjem kørte vi forbi Murnau, der er en større by ca 15 km fra Oberammergau, så den var målet for vores frokost. Der er ikke meget at se på i Murnau ud over 3 kirker og en fin gågade, med udsigt til bjergene i den ende ende, som en statue af Jomfru Maria og Jesus foran den ene kirke har flot udsigt til.

Efter frokost (italiensk – det var næsten ikke til at finde noget andet) og en gåtur op og ned ad gågaden, vendte vi næsen hjem til teltet.

Vi provianterede lidt aftensmad på vejen hjem, og har brugt resten af dagen på at dase, skrive dagbog og vaske tøj.